Farvernes betydning for din hjemmeside

Vi laver rigtigt mange hjemmesider. Og hver gang vi går i gang med et nyt projekt, bruger vi tid på at finde de rette farver til hjemmesiden. En verden uden farver er trist og grå. Farver gør noget ved os – sætter os i en stemning. De rette farver kan påvirke os i forskellige retninger, og derfor er det også vigtigt, hvilke farver du vælger til din hjemmeside.

Først og fremmest skal farverne passe til den virksomhed eller organisation, du afspejler.
Dernæst er det vigtig, at farverne er med til at guide beskueren de rigtige steder hen på hjemmesiden. I den sammenhæng er det også vigtigt at tænke på sammensætningen af farver.

 

Farvesammensætningen til din hjemmeside

Vi opfatter farver forskelligt – og dog. For der er alligevel nogle farver, der har en slags universel betydning.

 

Rød og gul

Røde, gule og orange nuancer er kendt som varme farver. Men ud over at skabe varme, kan de også vække vrede følelser. Sætte os i alarmberedskab – udvise fjendtlighed. Derfor skal du bruge disse farver med en vis omtanke. Hvis du fx overforbruger den røde farve, kan den overdøve det budskabe, du gerne vil have ud. Til gengæld kan de ved begrænset brug fremhæve lige præcis essensen af et budskab. Røde Kors, Coca Cola, Falck, Alka Forsikring, G4S Alarmselskab og advarselsskilte i trafikken benytter fx de røde nuancer, der tydeligt afspejler signalværdien om varme eller fare.

Eksempel: Røde Kors har i begrænset omfang anvendt den røde farve. Organisationen fremstår seriøs, og der er fuld attention på de udvalgte røde spots. Øjnene søger fra det røde kors til den lille røde donations–kasse for at slutte på beløbsstørrelsen. Endelig bruger Røde Kors et forside billede af et barn i (det er helt sikkert ikke tilfældigt) en bluse med en anelse rødt. Så er hele cirklen sluttet. Genialt og virkningsfuldt.

 

Blå og lilla

De blå farver er kendt som kølige farver. De går fra blå, lilla og helt over til de grønne nuancer. Det er rolige farver, der kan bringe lidt tungsindige følelser frem. Men frem for alt står de for renhed, ro, stabilitet, troværdighed og styrke.

Mange pengeinstitutter bruger de blå farver – fx Danske Bank, Nordea og Nykredit. Også andre virksomheder, som gerne vil fremstå troværdige, bruger blå – fx BMW, Maersk og Astma-Allergi Danmark.

Eksempel: Nordea bruger mørkeblå. Du skal føle dig i kyndige og sikre økonomiske hænder. Her er der styr på tingene (dine penge).
Øverst sidder deres logo og de tre vigtigste overskrifter: Privat, Erhverv og Private Banking.
Stor farveflade på Boliglån beregner = det er her, banken kan tjene på dig!
Billederne indeholder meget blåt. Motiverne er afslappede for at bløde lidt op den lidt konservative farvevalg/look.

 

Grøn

Grønne farver er beroligende. Grøn er lig med planter, natur, miljø, frugtbarhed, noget der gror og et symbol for sikkerhed. Grøn bruges tit til at reklamere for noget stabilt, naturligt og roligt.
Jo mørkere grøn, desto mere troværdig. De lysere nuancer symboliserer mere power, ungdom og sprødhed.

Carlsberg, Arla, Änglemark, Grøn Koncert, FSC og Starbucks bruger grøn for at signalere ovennævnte.

Eksempel: Coops Änglamark er økologiske, miljø- eller allergivenlige produkter af høj kvalitet. Her har Ängelmark givet de vigtigste fixpunkter deres grønne farve. Læg mærke til fravalg af farver. Det er de rene hvide og lysegrå flader der er med til at overbevise dig som forbruger om det rene/gode valg. Det er også interessant at se, hvor effektfuld det røde Ø-mærke er her på siden. Det spiller max sammen med det røde Coop.dk. Man kan næsten tænke: Coop.dk = økologi. Mon ikke også det er ganske velovervejet?

 

Vores råd inden du begynder på farvevalg til din hjemmeside

Ud fra ovenstående kan du se på, om farvesammensætningen på din hjemmeside også afspejler det, den skal.

Spørg dig selv:

  • Har du farver de steder, hvor du rigtig gerne vil have dine hjemmesidegæster til at klikke? Fx på dine call to action-knapper?
  • Har du for mange farver, så budskabet drukner, eller kan du evt. tilføre din side lidt flere?
    Matcher dine billeder dine farver på hjemmesiden?
  • Brug ikke markante farver i din brødtekst – det trætter læseren. Brug kun markante farver, hvis du vil fremhæve et link eller et enkelt, vigtigt ord.
  • Skal dine billeder skal være i sort/hvid, så de spiller bedre sammen med dine farver og danner en god helhed?
  • Er dine farver tidssvarende, eller skal de justeres lidt for at være up to date?
  • Har du set, hvad dine konkurrenter gør, og overvejet hvordan du gør det bedre?

 

Det kan være svært selv at vurdere farverne. Dels stirrer du dig lidt blind på din egen hjemmeside – og dels er farver et spørgsmål om smag og behag. Men under alle omstændigheder er det en godt lige at kigge din hjemmeside efter en ekstra gang – og måske spørge andre, om farvevalget nu også afspejler de følelser, du gerne vil have frem hos din kunde/hjemmesidegæst.

Britt Madsen
AUTHOR: Britt Madsen

Britt er grafisk designer og AD'er hos Peoplez Reklame- og webbureau. Hun er sprudlende kreativ og grafikkens grand old lady. Britt er særdeles stærk på logoer og visuel identitet. Skriv til Britt på bm@peoplez.dk



Få tips og tricks til din markedsføring

Jeg vil gerne modtage…

Vi bruger MailChimp som marketingplatform. Ved at klikke tilmeld herunder, giver du samtykke til, at de informationer du har givet os i forbindelse med din tilmelding, må blive behandlet af MailChimp, i henhold til deres privatlivspolitik og betingelser. Dine data vil naturligvis blive behandlet med høj respekt.

Skulle du skifte mening, kan du til enhver tid afmelde dig vores nyhedsbrevsliste ved at afmelde dig i linket i sidefoden af hvilken som helst e-mail du har modtaget fra os. Du kan også kontakte os direkte på info@peoplez.dk.